fbpx

Bremen og Bremerhaven – hansestaden og dens pulserende havneby

07.08.2023

-

11.08.2023

kr.4.699,00

5 dages busrejse inkl. halvpension.

Udgangspunktet på denne rejse er Bremen, det nordvestlige Tysklands pulserende hjerte og hjemby for de verdensberømte Bremer Stadsmusikanter. Bremen byder på både historie og spændende gamle bydele samt moderne museer og arkitektur. En storby med alle facetter – historie, tradition, hightech, videnskab og rumfart. I havnebyen Bremerhaven oplever vi ligeledes moderne museer i samspil med havneområdernes hektiske liv.

Højdepunkter

  • Æbleplantage i Altes Land
  • Bremen bymidte med Rathaus, Roland og Schnoor
  • Havnebyen Bremerhaven
  • Grachtenfahrt i Friedrichstadt
  • Seværdigheder
  • Shopping

.

Dag 1: Udrejse til Bremen

Efter opsamling går turen med passende pauser sydpå mod Hamburg, og sidst på eftermiddagen ankommer vi til Bremen.
Undervejs besøger vi en æbleplantage i Altes Land, det største frugtplantageområde i Nordtyskland på ca. 200 km2. Her får vi en fortælling om æbler og en lille tur i vogne lavet af æblekasser.

Efter ankomst til Bremen er der indkvartering på hotellet og middag.

Dag 2: Bremen midtby – byrundtur

På vores gående byrundtur ser vi bl.a. det 600 år gamle Rådhus med den fem meter høje Roland-statue. St. Petri domkirken opført mellem 1042 og 1522 og bygget af sten fra den gamle bymur. Schnoor bydelen med de krogede, snævre gader og omkring 100 gavlhuse fra 14-1500-tallet sprudler af liv med kunsthåndværkere, restauranter og butikker. Den lille gågade, Böttcherstrasse, der snor sig af sted ud fra torvet. Bygningerne er ombygget mellem 1922 og 1931 og fremstår som en charmerende blanding af nyt og gammelt med et væld af detaljer i de røde mursten.

Om eftermiddagen er der tid på egen hånd til at gå på opdagelse i Bremen. Aftenens middag foregår i hvælvingerne under rådhuset i den berømte restaurant ”Ratskeller”, hvor vi får et traditionelt tysk måltid mad i nogle meget stemningsfyldte rammer.

Dag 3: Bremerhaven – Auswanderhaus / Klimahaus /SAIL City

Efter morgenmaden pakker vi bussen og begynder vores hjemrejse. Vi kører til Bremerhaven der er Hansestad Bremens havneby med sit kunstigt anlagte havnebassin 60 km ad Weserfloden fra selve Bremen. Bassinet blev anlagt, da skibene efterhånden blev så store, at de ikke længere kunne anløbe selve Bremen. Terminal for ind- og udskibning af biler, containerterminal og udstyr til off-shore borerigge er et imponerende område at besøge. Det var også herfra, at mere end syv millioner udvandrede fra Europa til Amerika. I Deutsches Auswanderhaus er det spændende at følge i sporene på udvandrerne. De fantastiske iscenesættelser af bl.a. skib og soverum stimulerer alle sanser på en spændende tidsrejse gennem immigrationshistorien. Det er som at være der selv!
Tæt ved finder man også Mediterraneo – et indkøbs- og oplevelsesmekka, og få hundrede meter herfra byens livlige, overdækkede indkøbs- og gågade.
Tæt hermed ligger Klimahaus Bremerhaven. Det er interaktivt oplevelsescenter med fokus på klimazoner og vejrfænomener. Her kan du følge med på en rejse rundt om Jorden langs den 8. breddegrad, hvor du oplever natur og møder lokalbefolkningen i blandt andet Schweiz, Samoa og Cameroon.
Rejsen går gennem Alperne og ned i græshøjde på Sardinien, gennem ørkenens tørre varme og videre ind i den fugtige regnskov, hvor temperaturen når over 30 grader – en skarp kontrast til Antarktis, hvor turen over isen foregår i 6 minusgrader. Det er interessant at møde dem, der bor de forskellige steder og høre deres historier om livet på stederne. Når du er færdig med din jordomrejse, kan du gå på opdagelse blandt de forskellige udstillinger, hvor man gerne må røre ved tingene.
Det 90 meter høje SAIL City højhus kan også besøges med en imponerende udsigt over havneareal og omgivelser.

Dag 4: Bremen

Dagen er fri i Bremen til at besøge nogle af de mange attraktioner. Tag for eksempel på Weser- og Havnerundfart, besøg havnemuseet, Kunsthalle Bremen, Museum Böttcherstrasse, Overbeck-Museum, Universum Bremen, Weserburg museet for moderne kunst eller et af de andre spændende museumstilbud Bremen rummer. Du kan også gå på shopping i de mange små butikker eller forretningscentre eller nyde byen fra en af de mange caféer.

Der kan om eftermiddagen også arrangeres besøg hos Becks Bryggeri.

Dag 5: Friedrichstadt og hjemrejse

Efter morgenmaden pakker vi bussen og begynder vores hjemrejse. Vi forlader Bremen og sætter kursen mod Danmark. Hjemturen køres via Stade med færge over Elben til Glückstadt. Herfra videre til Friedrichstadt hvor der er mulighed for kanalrundfart med dansktalende guide. Byen blev grundlagt i 1621, og var under Frederik III et asyl for de hårdt trængte protestanter. De hollandske rødder fornægter sig ikke, og således findes der stadigvæk 5 forskellige trossamfund i byen.

Sidst på eftermiddagen går turen atter hjem. Ved grænsen laver vi et stop, så der er mulighed for grænsehandel, inden vi fortsætter det sidste hjem til Danmark.

Husk pas og euro.

Rigtig god fornøjelse,

Nyborg Rejser

Pris og info

Dato: 07.08.23 til 11.08.23

 

Pris: Kr. 4.699,- pr. pers. i delt dobbeltværelse

Tillæg eneværelse: kr. 1.000,-

Prisen inkluderer:

  • Kørsel i moderne 4* turistbus
  • Bussen er bemandet med dygtig og rutineret chauffør
  • Alle regler om køre- og hviletid overholdes
  • Dansktalende rejseleder
  • 4 overnatning på Hotel Dorint City Hotel Bremen
  • 4 x morgenmad
  • 4 x aftensmad
  • Entré æbleplantage Altes Land
  • Afgifter, udvidet ansvarsforsikring og bidrag til Rejsegarantifonden

 

Ikke inkl.

  • Frokoster, drikkevarer og ikke nævnte entréer etc.

 

Cirkapriser på entréer:

  • Deutsches Auswandererhaus ca. € 20,-
  • Klimahaus Bremerhafen ca. € 22,-
  • Udsigtsplatform SAIL City ca. € 4,-
  • Rundvisning Beck’s bryggeri ca. € 18,5
  • Grachtenfahrt Friedrichstadt ca. € 12,-

 

Hotel Dorint City Hotel Bremen ****

Det 4-stjernede hotel ligger i fredelige omgivelser i centrum af Bremen, blot 500 m fra markedspladsen og Rådhuset og tæt ved Kunsthalle Bremen og Becks Bryggeri. Værelserne på Dorint City Hotel Bremen har aircondition, byudsigt, tv og med gratis Wi-Fi kan du altid komme på nettet. Alle udstyret med badeværelse med badekar eller bruser, hårtørrer samt gratis toiletartikler. Alle værelserne har gratis te og kaffe.

Dorint City Hotel Bremen

 

Busafgang/hjemkomst:

Nyborg, Toldbodgade kl. 06.00

Ullerslev v/Forsamlingshuset kl. 06.20

Langeskov v/Kroen kl. 06.25

Svendborg, Vestergade v/Coop 365 kl. 06.00

Ringe, Lombjergevej v/OK kl. 06.20

Odense, Parkering Syd, Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S kl. 06.45

Middelfart, Afk. 58B, Staurby kl. 07.30

 

Hjemkomst først på aftenen

Mulighed for yderligere påstigningssteder – kontakt Nyborg Rejser

 

Turen er på forespørgsel, kontakt os gerne pr. tlf.

HENT PDF FOLDER